Historien om Mese Tea – sådan blev idéen til en kreativ urtete født

"Min mor førte Ilonka Mamas viden videre og deltog senere, da hun allerede var en af HERBÁRIAs øverste ledere, med succes i udviklingen af mange produkter, hvoraf flere stadig er på markedet i dag." [...] "Efter flere omveje fandt min far også arbejde hos HERBÁRIA som salgsrepræsentant." (Ádám)

Vi spurgte Fejes Ádám om historien bag Mese Tea. Hans forældre bidrog med deres faglige viden om urter til teserien, hans kone stod for grafikken, og han selv skrev historierne. 

Fortæl os lidt om jer, Ádám. Hvem er I, og hvor kom idéen til Mese Tea fra?

Jeg er Fejes Ádám. Min kone og jeg drømte Mesetea frem og skabte det sammen. Følgende ord er skrevet af Ferenc Móra, men de udtrykker også perfekt den kærlighed, vi føler for vores teer:

„... Jeg er nået lidt længere end til kun at se det smukke i rosen, det ubehagelige i spinaten og kun godt brænde i tyrkisk eg. Jeg lærte at elske græs, træer og blomster tidligere end mennesker, og jeg vil sikkert bevare venskabet med dem, indtil jeg ikke har andet at gøre end at sende hilsner fra jorden gennem blåøjet vildhør og rødt leende valmuer. Når ingen ser det, stryger jeg stadig i dag poplens bark med en kærlig, blød hånd, og jeg mærker karakteren i den majestætiske eg med den sorte stamme, som endda lader sine agern falde lige så stille, som en født aristokrat lader et ord falde. 

Ja, siden barndommen har jeg vidst, at træer og blomster, de levende rør og de gåsegule mosser på døde stråtage har en sjæl. Jeg vil også sige noget andet: Planter har også forstand, ældre end menneskets, for de har adskillige millioner år mere erfaring og visdom bag sig end vi har.

Planternes kærlighedsvidundere, hvor de ægteskabsformidlende møl, bier og alle slags insekter spiller en stor rolle, er velkendte. Den menneskelige fantasi kan ikke følge med. Planternes fantasi er langt rigere. De har fundet på alt – bare ikke moralen. Om salvies, jasminers og syrenernes kærlighed er smukkere end menneskets, er svært at afgøre, men biologisk er der ingen forskel mellem dem!”

Mese Tea billedgalleri

Historien om Mesetea er en familiehistorie. Det hele begyndte, da min mor og far blev gift i 1972. De blev begge uddannet på Havebrugsuniversitetet i Kecskemét, så deres engagement i planter satte allerede i en ung alder retningen for resten af deres liv. I 1990’erne endte de begge hos Herbária: min mor, Momó, som leder på højt niveau og min far, Péter, som salgsrepræsentant. 

Hvor har dine forældre fået så stor viden om urter fra?  

Urtetebranchen bygger på viden og tillid. Man skal have begge dele, hvis mennesker skal kunne henvende sig til urtete med tillid. Mine forældre fremstillede gennemprøvede urtete-blandinger, som længe havde været kendt og anvendt i folkemedicinen og på grund af deres pålidelighed, ærlighed og ubestridelige faglige viden udviklede deres samarbejdspartnere hurtigt en langvarig loyalitet over for dem. Dyrkning, pleje og forarbejdning af planter var en gennemgående del af mine forældres liv og arbejde.

Min mor førte Ilonka Mamas viden videre og deltog senere, da hun allerede var en af HERBÁRIAs øverste ledere, med succes i udviklingen af mange produkter, hvoraf flere stadig er på markedet i dag.

Min far tilbragte hele sin barndom i naturen omgivet af storke, frøer og det vildtvoksende dyre- og planteliv i flodsletterne på den sydlige ungarske slette. Herfra stammer hans kærlighed til naturen, som førte ham direkte til Havebrugsuniversitetet i Kecskemét, hvor han senere – ligesom min mor – tog en uddannelse som havebrugsingeniør. Efter flere omveje fandt min far også arbejde hos HERBÁRIA som salgsrepræsentant.

Hvordan kom du og din kone ind i urteteens verden?

Hvordan endte vi, som dansekunstnere, egentlig i urteteens verden?

Vi har også to små børn, som efterhånden slet ikke er så små mere, og selvfølgelig blev de – ligesom alle børn i skole og børnehave – ramt af forskellige hoste-, snue- og lignende gener. På ét område havde vi det let, fordi vi takket være mine forældre altid havde nem adgang til mange forskellige urtete-blandinger. Men den nemme del stoppede, når min kone havde brygget teerne. Det næste skridt gav selv os ofte problemer, for teerne kan kun gøre deres tilsigtede virkning, hvis børnene faktisk drikker dem. Og netop dér stødte vi på forhindringer. De fleste børn har nemlig ikke lyst til at drikke te, der smager fremmed for dem, især ikke hvis selv navnet lyder mærkeligt. Hvilket barn har lyst til at drikke en te, der hedder Szárazköhögés, ikke?  Så fik vi idéen om at give teblandingerne eventyrlige navne i håb om, at piger hellere ville drikke Hercegnő-te og drenge Királyfi-te. Når vi nu gav vores børn eventyrte, var det kun passende også at fortælle historier til dem. Så opdagede vi, at en hyggelig testund kombineret med en fortælling er langt mere fornøjelig og lettere end bare at beordre et barn til at drikke teen.

Derfor skrev vi historier til vores teer, fordi vi håber, at børnene vil være mere tilbøjelige til at drikke teen, hvis de kan identificere sig med en eventyrfigur, og hvis urterne bliver mere personlige for dem. Samtidig kan de gennem historierne lære om urter på en legende og underholdende måde.

Adrienn og Ádám – de kreative kræfter bag Mese Tea

Hvor kom idéerne til figurerne fra?

Vi skabte fortællingernes figurer ud fra ingredienserne i teblandingerne, og vi håber, at vi på en underholdende måde kan appellere lidt til børnenes stolthed, så de – ligesom heltene i historierne – viser, at de også kan, og faktisk kan få drukket den te! I eventyrbøgerne findes der også tegninger, som kan farvelægges, så børnene kan gøre figurerne unikke i deres egen stil.

Jeg skrev historierne, og min kone tegnede illustrationerne. Når mine forældre således skabte teblandingerne, mens min kone og jeg sammen skabte historierne og tegningerne, kan man med rette sige, at Mesetea er et familieprodukt baseret på viden fra flere generationer.

 

Som afslutning på vores historie passer Ferenc Móra endnu en gang:

Jeg kan ikke sige, hvem der først fortalte det, men en Asienforsker noterede, at de nomadiske stammer på de turanske stepper én gang i hver generation samles til fest omkring et gigantisk tamarisktræ, når forårets varme regn får anemoner til at spire frem selv af det døde sand, og menneskemængder myldrer omkring det magiske træ. Steppefolket fejrer, og denne fest kalder de Det levende træs fest ... ‘Se, det levende træ!’ siger de gamle til de unge, sådan som det blev sagt til dem, da de selv var unge, og de vander træets rødder med drikofre, og shamanerne synger sange til dets ære, og før de pakker deres jurter sammen for igen at drage ud over de træløse ørkener, skærer de grene af det levende træ og tager dem med på deres vandringer som en påmindelse om naturens skabende kraft. Men jeg tror næsten, at mennesket aldrig kan indhente den forskel, der skiller det fra planten – og det er ikke til menneskets fordel. Mennesket har forstand, selvfølgelig har det det, men hvad nytter den, hvis mennesket ikke har forstand nok på sig selv? For det, mennesket gør mod sig selv i dag, var det sandelig ikke værd at blive menneske for.